3. oktober 2011

Arne vandt i det åbne Brøndbymesterskab – igen!

For 43 år siden, dvs. i 1968, spillede jeg med i det åbne Brøndbymesterskab, og dengang jeg vandt som junior 3. klasse med 6 point i 7 runder. Det var min første turnering, så turneringssejr står som noget særligt for mig.

Nu i 2011 spillede jeg med igen. Det åbne Brøndbymesterskab er en hurtigturnering med ½ time pr. spiller pr. parti, med 7 runder og opdelt i klasser. Turneringen er blevet spillet uafbrudt siden 1967, og det var altså den 45. udgave af turneringen. Den øverste klasse var stærkt besat med stormestrene Sune Berg Hansen og Jonny Hector, samt en del IMer og FMer. Sune vandt. Jeg spillede med i første klasse, som omfattede spillere med rating imellem 1700-2000.

Turneringen blev spillet i Brøndbyøsters kulturhus Kilden, og den blev åbnet af byens borgmester, og der var meget fine spilleforhold, inkl. mulighed for køb af mad og drikkevarer.

Til venstre min første skakpræmie som vinder af 3. klasse fra 1968, og til højre min nyeste skakpræmie som vinder af 1. klasse 2011.

Min turnering gik sådan:

1.       runde: Sort mod Peter Tjørnsted (rating 1865/ELO 1968). I en kongeinder når vi efter 23 træk frem til en afklaret stilling med tårn, springer og bønder, og han tilbyder remis. Jeg overvejer tilbuddet, men opdager så en kombination, der vinder en bonde, og nogle træk senere partiet.

2.       runde: Sort mod Paul Brøndal (1950). Endnu en kongeinder spilles rimeligt korrekt, og ender remis i en stilling med kun springere og bønder.

3.       runde: Topopgør med hvid mod Frode Nielsen (1896 / 2000). I en moderne benoni laver jeg efter 16 teoritræk en fejl, der koster en bonde, og han får gevinststilling. Jeg kæmper mig tilbage, og redder lidt heldigt en remis.

4.       runde: Hvid mod Milenko Zivkovic (1827 / 2051). Efter en lige åbning i en dronninggambit vinder jeg hans dronning for en springer og en løber, og pointet køres sikkert i hus.

5.       runde: Sort mod Erik Hedegaard Hansen (1717 / 1817). I en tjekkisk benoni får jeg en ønskestilling med en super springer på e5, en stærk løber på a1-h8 diagonalen, samt b-linien. Hvid kan kun se på, hvilken gevinstvariant der kommer.

6.       runde: Sort mod Kian Petersen (1790). I et fransk parti opnår jeg en lille, men sikker fordel i et spil mod hans isolerede d-bonde. Han får åbnet stillingen, og jeg får en klar gevinst, som jeg desværre overser, og partiet ender med en evigskak.

Stillingen før sidste runde er, at Frode har 5 point, jeg har 4½, og så er der 3 spillere på 3½ point. Ved ligestilling har Frode formentlig bedst korrektion, da han har ført gennem hele turneringen.

7.       runde: Hvid mod Steen Guldager Pedersen (1825 / 1956). Vi kommer ind i en klassisk kongegambit, hvor sort angriber heftigt på kongefløjen, og jeg forsøger med et modangreb i b-linien. Efter 28. træk får jeg mulighed for et offer i centrum, som lukker stillingen op, og hans stilling falder derefter sammen i tidsnøden.

Hermed sluttede jeg med 5½ point, og da Frode samtidig tabte i sidste runde, så vandt jeg 1. præmie, der bestod af et kontantbeløb på kr. 1.200, samt en flot ærespokal.

Det var en god søndag!

 

Arne