Drink skak
Bent Larsen
har engang sagt noget i retning af, at skak er et spil med mange former, og en
af de mere specielle er ”Drink skak”.
Arne havde
fået en drinkskakspil i julegave af sin far og mor, og nu var det tid til at få
det prøvet af i praksis. Han inviterede derfor sin gamle ven Preben Auchenberg,
som har de helt rette kvalifikationer til denne form for skakspil.

Regler
Der spilles
efter de almindelige skakregler med tilføjelse af følgende regler:
1. Hver spiller vælger sin
yndlingsdrink, som fyldes i hans 16 glas. Der er en fordel, hvis spillerne vælger
en hhv. mørk og en lys drink.
2. Hver gang en brik bliver slået, så
skal den, som ejer brikken tømme glasset / flasken!
3. Ulovlige træk er i orden, såfremt
ingen af spillerne opdager det!
4. Den spiller som taber, skal som tegn
på den endelige overgivelse drikke sin egen konge.
Historisk baggrund
Drinkskak,
eller alkoholskakspillet, findes der mange anekdoter om. F.eks. blev der i 1898
i Ungarn spillet med et billardbord som bræt, og små flasker vin og spiritus
som brikker. Partiet sluttede med nederlag til begge spillere, fordi de efter
en del træk begge lå under bordet.
I Graham
Greenes film ”Vor mand i Havanna”, anvendes cognac, likør og vodka i glassene.
Her var Alec Guinness den ene deltager i det usædvanlige spil, som dog ved den
lejlighed kun var et damspil.
Preben
kendte en historie om en stormester, der udfordrede en amatør i Drinkskak, og
her var der den der slog en brik, der skulle drikke den. Efter ganske få træk
måtte stormesteren give op, idet amatøren som hvid slog med sin dronning på f7.
Stormesteren måtte slå dronningen, og opgav derefter straks, da dronningen
bestod i en flaske snaps.
Klargøring af spillet
Der blev
trukket lod om farverne, og Preben fik hvid. Han valgte rødvin i sine glas, og
Arne valgte en hvidvin. Det viste sig efter kort tid, at valget af rødvin ikke
var så heldigt, for det var svært at se, hvilken brik, man havde hvor, for alle
glassene er ens bortset fra en figur på glasset.
Det viste
sig også, at brikkerne i visse tilfælde blev levende, idet de gled rundt i det
spildte vin på glasbrættet.
En franskmand
Som de
kyndige kan se på ovenstående billedet, så blev partiet til en franskmand.
Endda en lukket franskmand, så det tog nogen tid, inden der blev slået nogle
brikker. Delvis på grund af, at Preben havde svært ved at se, hvilken brik der
var hvad, og delvis af andre ufortalte grunde, så vandt Arne en bonde og en
kvalitet. Preben fik dog kompliceret spillet, og Arne måtte ofre tilbage,
hvorved der blev byttet en masse brikker af, og det er jo helt i spillets ånd.
Undervejs
blev ovenstående regel 3 forsøgt adskillige gange, men mærkeligt nok var der
mindst en af spillerne som opdagede det.

Vi kom ind i
ovenstående slutspil, og efter yderligere en række afbytninger, så lykkedes det
Arne af føre en bonde i dronning. Herved skulle dronningeglasset fyldes op
igen, men alligevel blev det til sort sejr.

Lidt imod
reglerne sluttede spillet med, at begge konger blev drukket.
En sådant
spil slutter jo med en opvask, og her viste det sig, at matteringen på
glasbrættet ikke var vandfast, så flere af felterne forsvandt. Når vi skal
spille det næste gang, skal vi altså have fat i et nyt bræt, og vi skal nøje
overveje, hvad vi skal have i glassene.
Arne