INDKALDELSE TIL

 

GENERALFORSAMLING I BIRKERØD SKAKKLUB

MANDAG D. 17. FEBRUAR KL 19:30

 

DAGSORDEN:

 

1) Valg af dirigent.

2) Formandens beretning

3) Kassererens beretning; herunder fremlæggelse af det reviderede regnskab.

4) Indkomne forslag:

a)      Ændring af lovenes paragraf 5, tilføjelse af paragraf 5a og ændring af paragraf 9, jf. nedenstående.

5) Fastsættelse af kontingent for det kommende år.

Bestyrelsen foreslår uændret kontingent.

6) Valg af formand, kasserer og tre medlemmer til bestyrelsen samt en eller flere bestyrelsessuppleanter.

7)Valg af revisor og en suppleant for denne.

8) Eventuelt

 

 

Forslag til revision af lovene:

 

Paragraf 5, ”Bestyrelsen”: Paragraffen tilføjes et afsnit. Ny ordlyd:

Bestyrelsen består af fem medlemmer:

På hver ordinær generalforsamling vælges formand og kasserer. Herudover vælges med virkning for et år tre bestyrelsesmedlemmer, samt en eller flere suppleanter.

 

Bestyrelsen konstituerer sig ved valg af en næstformand og en sekretær.

 

Bestyrelsen er over for generalforsamlingen ansvarlig for foreningens ledelse.

 

Birkerød Skakklub forpligtes ved underskrift af tre medlemmer af bestyrelsen, hvoriblandt formand eller kasserer.

 

Ny paragraf 5a med følgende ordlyd:

Paragraf 5a – Økonomi.

Den ordinære generalforsamling vedtager hvert år de økonomiske rammer for det pågældende kalenderår.

 

Den daglige administration af klubbens økonomi varetages af kassereren.

 

Paragraf 9, ”Spilleudvalg og holdledere”: Meningen er præcis den samme, men paragraffen omformuleres så indholdet står klart. Ny ordlyd:

Forud for opstarten af en ny holdturnering nedsættes et turneringsudvalg, som fastsætter en styrkeliste blandt klubbens medlemmer. Turneringsudvalget fastsætter, med styrkelisten som udgangspunkt, holdene, der deltager i holdturneringen.

 

Turneringsudvalget består af holdlederne fra den senest afsluttede holdturnering, samt (yderligere) to bestyrelsesmedlemmer, udpeget af bestyrelsen. Turneringsudvalget konstituerer sig med en formand. Ved uenighed er der flertals afgørelse. Hvis der er et lige antal stemmer for og imod er formandens stemme afgørende.

 

Bestyrelsen udpeger for hvert hold, der tilmeldes holdturneringen, en holdleder.

 

Holdlederne har ansvaret for til hver kamp at sikre, at deltagere på holdet kan stille op og at indkalde reserver, hvis der er afbud.

 

Ved hjemmekampe skal holdlederen sikre, at

-           der er lokaler til rådighed,

-           at der er adgang til lokalerne, og

-           at der er en kampleder.

 

Ved udekampe koordinerer holdlederne transporten.

 


Birkerød Skakklub

Formandens skriftlige beretning

for efterårs sæsonen 2002

 

Så er det tid til en ny generalforsamling. Som nogle sikkert husker, blev det ved sidste generalforsamling vedtaget, at lade generalforsamlingen følge kalenderåret. Hver år rykkes vi af kommunen for regnskab og referat af generalforsamlingen, da de har problemer med vores sene generalforsamling (i juni) - så derfor.

 

I år startede vi sæsonen op tidligere end vanligt - opstarten lå allerede i august.

Vi havde vores "vanlige nedslagtning” af klubmesteren, og i år prøvede vi for første gang af lave en fælles monradturnering med Hørsholm Skakklub. Der deltog 28 spillere fra de to klubber og det var en stor succes. Flere fik fornyet deres rating og alle fik træning ved at spille mod andre end de sædvanlige modstandere.

Vinder af gr.1 blev Arne Bjørn Jørgensen og vinder af gr. 2 blev Morten Madsen. Et stort tillykke til dem!

Tilgengæld fik de ingen præmie - vi havde i stedet besluttet, at der var gratis øl/vand og kage til alle.

Jeg forventer at vi til næste sæsonstart laver en lignende turnering.

Tusind tak til Morten for hans store indsats som turneringsleder ved Birkerød hjemmekampe.

 

Vedrørende juniorskak, har klubben nu åben hver mandag for denne aktivitet under Jørgen Ole’s ledelse. Jørgen Ole gør her et kæmpe stykke arbejde for klubben og dens fremtid. Vi håber at det på sigt vil bibringe os nogle flere unge mennesker til klubben - Tusind Tak for dit store arbejde Jørgen Ole

N:B Hvis nogle har lyst, er I hjertelig velkomne til at hjælpe til med junior-arbejdet.

 

Vedrørende undervisning af klubbens medlemmer, så kører det bare takket være Jesper, som trolig hver mandag har fundet nye spændende partier frem til gennemgang. Så til jer som endnu ikke har været der: MØD FREM mellem 18:30 og 19:30! Det er ikke bare hyggeligt, men du risikerer også at blive en bedre skakspiller. Det er for alle uanset styrke. Se hvilke dage på hjemmesiden, eller spørg Jesper.

 

MEN ELLERS GIK EFTERÅRET SOM FØLGER:

 

SKAKKENS DAG - sidste lørdag i august:

I år var aktiviteten udvidet til også at omfatte biblioteket  - og hvad skal jeg sige, som vanligt forløb det hele glat under Preben Auchenbergs ledelse.

De store brikker var fremme på hovedgaden og en skakcomputer på biblioteket.

Tak til alle som deltog, det er dejligt at så mange gider give en hånd med, ved sådan et PR-arrangement for vores skakklub.

 

RECEPTION FOR ARNE BJØRN JØRGENSEN:

Arne er som bekendt blevet stormester i K-skak og det fejrede vi med en reception i klubben, hvor rigtig mange af klubbens spiller var mødt op, i øvrigt sammen med flere Hørsholm-spillere.

Derudover kom K-skak-chef Søren Peschardt for at overrække Arne hans medalje og 8. Hovedkreds var repræsenteret ved formand Torben Teimer, mens Verdenspressen var repræsenteret ved Martin Noer fra Frederiksborg Amts Avis og Thorbjørn Rosenlund fra Skakbladet!

Jeg er sikker på, at vi alle fik en hyggelig aften, hvor der blev holdt taler og Arne gennemgik to af sine bedste partier, som var med til at indbringe ham titlen.

 

EFTERÅRSTURNERING:

Denne blev vundet af Jesper foran Lars og undertegnede. Jesper viste fint spil turneringen igennem. Det kunne mærkes at Jesper og Lars have trænet hele sommeren! Kvalifikationen til forårets Gruppe 1 blev først afgjort i sidste runde, hvor Jan Thomsen slog Tage. Endnu engang tak til Morten for hans ledelse af turneringen.

 

KULTURDAG/NAT D. 2. NOVEMBER:

En forrygende succes. Vi holdt til foran biblioteket. Jørgen Ole´s hustru have bagt en flot skakkage - pyntet som et skakspil - Tusind tak og Jesper m. familie havde lavet skakbrikker af slik, dette fik stor opmærksomhed fra de fremmødte tilskuere. Herudover havde Jesper lavet skakopgaver og der blev udlovet præmie til vinderne af disse (små skakbøger), der var computerskak, Lars spillede blindskak og de store skakbrikker var fremme.

Tusind tak for det store arbejde skal lyde til Jørgen Ole med hustru, Jesper og familie, Lars, Arne, Preben, Morten – og dem jeg måtte have glemt!

 

JULEAFSLUTNING.

Her havde vores utrættelige mand – igen Jørgen Ole - sørget for gløgg og æbleskiver, der var bankospil med præmier. Lars blev idømt opråber-rollen ved bankospillet så han ikke skulle løbe med alle præmierne igen - så i stedet vandt Arne det meste - men så må han vel blive vores opråber ved juleafslutning 2003. Efter dette arrangement, sluttede de tilstedeværende af med en omgang julelyn, hvor Lars tog hævn og vandt rub og stub!

 

POKALTURNERINGEN:

Afvikles som vanligt under Arne’s kyndige ledelse. Flere favoritter måtte tidligt forlade turneringen. F.eks. mødte Arne og Jesper hinanden i første runde hvor Arne vandt og Preben og Lars mødte ligledes hinanden i første runde hvor Preben vandt. Hermed var flere favoritter allerede ude med den samme. Turneringen er nu afsluttet, og minsandten om ikke undertegnede fik lov til at beholde pokalen endnu et år, efter en finalesejr over Arne…

 

HOLDTURNERINGEN:

Denne er godt i gang, men der er lang vej endnu! Vi plejer at kunne evaluere turneringen ved generalforsamlingen, men sådan er det ikke i år.

1. Holdet kæmper i række A1 om oprykning til Mesterrækken, og ligger efter fire runder på en førsteplads – meget skarpt forfulgt af Helsingør 2 og Helsinge 3 – som vi endnu ikke har mødt…

2:Holdet ligger lunt placeret midt i række A2, og ser ikke ud til hverken at skulle op eller ned.

3.Holdet ligger i den tunge ende af række B2 – men er heldigvis uden risiko for nedrykning…

 

 

 

Maj-Britt Bech Andersen