Rudersdal Skakklubs historie

Birkerød Skakklub blev stiftet den 15. november 1925 på foranledning af lærer K. Søndergaard. Den første bestyrelse bestod af Otto Jensen, J. Herup og Holger Hansen, og spillelokalet var i Håndværkerforeningen. Det kneb imidlertid for den lille klub at udrede de forholdsvis store udgifter til lokaler, hvorfor klubben hyppigt skiftede hjemsted i de første år. I en årrække havde klubben til huse i kommuneskolen, som oven i købet havde den fordel, at det var gratis., men der var den store gene, at skoleudvalget forlangte det rømmet senest kl. 22.00 !

I 40’erne holdt klubben til på Birkerød Kro, hvor der blev spillet skak fra første tirsdag i september til den sidste tirsdag i april. Da klubbens egentlige medlemsstab var arbejdere eller ligestillede, besluttedes det, at indmelde klubben i Dansk Arbejder-Skakforbund, hvilket skete i 1933.

I midten af 40-erne forsøgtes det, at oprette en anden skakklub i Birkerød under Dansk Skak Union, men den levede kun i et par sæsoner. Under sammenlægningen af Dansk Arbejder-Skakforbund og Dansk Skak Union i kom Birkerød Skakklub dog også, ligesom mange andre arbejderklubber med i DSU.

I slutningen af 70-erne kneb det med at holde gang i klubben, og den var nedlagt i perioden 15. oktober 1979 og frem til 9. oktober 1986. Her var det en gruppe tidligere medlemmer med Martin Jensen i spidsen, som fik sat skak på dagsordenen i byen igen. Vi startede med at spille i nogle selskabslokaler, men fik snart efter de udmærkede klublokaler i Hovedgaden 34 lige over biografen. Der blev også eksperimenteret med den faste ugedag, men efter en indkøringsperioden blev valgt mandag, som også de fleste andre klubber i Nordsjælland bruger. Som genstiftet klub blev det også diskuteret, om vi skulle være med i den Københavnske 1. hovedkreds – det var Allerød på det tidspunkt -, eller den Nordsjællandske 8. hovedkreds. Der var ikke så meget tvivl : vi har Nordsjællændere, og hørte naturligt til i 8. HK.

Efter nogle år med Martin Jensen som formand overtog Kim Alex Olsen formandsposten. I denne periode blev bl.a. eksperimenteret med Birkerød DYBFROST EMT turnering (Farum havde jo en FROST turnering). Den gik over en weekend med 11 runder ud i én køre, og står vist stadig som en rekord i marathonskak!

Klubben flyttede omkring år 2000 til de flotte lokaler på den renoverede Mantziusgård, og regner vi lukningsperioden fra, så har klubben nu omkring 75 år på bagen.

Som en konsekvens af kommunesammenlægningen blev det på generalforsamlingen i 2007 vedtaget, at klubben skiftede navn til Rudersdal Skakklub med virkning fra den 1. juli 2007.

Retur til hjemmeside