Holdpokalturneringen 2004: Kvalifikationen!

 

Birkerød Skakklub er atter med i Eliterækken ved Dansk Skak Unions Pokalfinalestævne!

 

 

Holdpokalturneringen

Holdpokalturneringen har længe haft svære kår i 8. hovedkreds, mens turneringen i andre af landets hovedkredse tages ganske seriøst. Den indledes med kvalifikationsstævner i de enkelte hovedkredse, og afsluttes med et samlet finalestævne.

Kvalifikationen fra 8. hk har før været afholdt som en-dags stævner, hvor alle tilmeldte hold var samlet, og spillede om kvalifikationen til finalen. Blandt andet har Birkerød Skakklub selv stået for afviklingen af kvalifikationsstævnet i 2001.

Finalen har de sidste år var afholdt i Nyborg på Hotel Nyborg Strand, hvor turneringsleder John Rendboe har stået i spidsen for et solidt og veltilrettelagt arrangement.

Finalen er opdelt i tre rækker: ”Eliterækken”, som er de stærkeste af de stærke, ”Bredderækken”, hvor holdets gennemsnitsrating ikke må overstige 1800, og endelig ”Juniorrækken”, for de unge spillere.

 

Birkerød Skakklub har stolte traditioner at forsvare i turneringen, og har tre gange tidligere deltaget ved finalen – heraf to gange i eliterækken!

 

Kvalifikationsturneringen 2004

I år afvikledes kvalifikationen for første gang som en knock-out turnering, hvor kampene, som ved holdkampe, blev spillet hos den klub der havde trukket hjemmebane, og på dennes klubaften. Partierne skulle afvikles som hurtigskak med en time til hver til hele partiet.

Fire hold var tilmeldt kvalifikationen – to skulle videre til finalen. Ud over Birkerød (med en gennemsnitsrating på tilmeldingstidspunktet på 1878), var også Nordkalotten (2092), Helsingør (2242) og Hillerød (2185) med i hatten til lodtrækningen.

 

”Årets hold” var de gamle kæmper: 1) Lars Laustsen, 2) Arne Bjørn Jørgensen, 3) Maj-Britt Bech Andersen og 4) Mads Bech Andersen – det samme hold der indledte klubbens glorværdige historie i pokalturneringen tilbage i slutningen af sidste årtusind, ved bl.a. at eliminere Helsingørs 2. divisionshold.

 

Skæbnen ville at vi trak hjemmebane mod Hillerøds førstehold fra toppen af 2. division.

 

Mandag d. 22/3 tog vi således som totale ”underdogs” mod Hillerøds toptunede mandskab, der i den netop afsluttede holdturnering besatte 2. pladsen i 2. division, gruppe. 1, efter Helsingørs oprykkere, og med en forventet score på omkring i alt ½ point lignede det alt andet lige en afklapsning – til Birkerød…

 

Sensationen

Alle kom imidlertid godt fra start, og efter en times spil var alt stadig åbent. Først færdig var Maj-Britt, som efter flot spil satte en gevinststilling over styr, men kom så stærkt igen, at modstanderen måtte give en evigskak for at undgå nederlag. På holdkammeraternes undren over hvorfor han havde ”givet remis” kom svaret da også prompte: ”Fordi ellers havde jeg tabt!”.

Herefter fulgte Lars og Arne med to gevinster. Lars holdt balancen i en kompliceret stilling, og da modstanderen brugte mere tid end Lars, kom fejlene til sidst. Arne vandt flot en bonde, men var så lidt for smart, og fik et dronningeslutspil med to bønder for en løber. Heller ikke her var der dog en nem gevinst, og igen kom der afgørende fejl, da tiden var knap.

Tilbage sad undertegnede (Mads) med mindre end et minut tilbage på uret, ligesom modstanderen. Partiet havde været spændende, hvor jeg startede godt, min modstander fik modspil og jeg vandt så en bonde. Herefter begyndte det at skulle gå rigtig stærkt og til slut havde vi begge mistet det meste af overblikket. Det gik dog ikke stærkere, end at jeg øjnede muligheden for at gafle en bonde ved hjælp af en mattrussel. Min modstander var dog så fokuseret på at bevare sin bonde, at han overså den truende mat. Det gjorde jeg ikke – og 3½-½ til Birkerød var en kendsgerning!!!!

 

Enkeltresultater:

Lars Laustsen (2028) – Tim Jaksland (2320)   1-0

Arne Bjørn Jørgensen (2015) – Jens Østergaard (2321)   1-0

Maj-Britt Bech Andersen (1801) – Jesper Fischer-Nielsen (2219)   ½-½

Mads Bech Andersen (1694) – Carsten Erlandsen (2071)   1-0

 

Tilbage stod et sympatisk, men noget forundret, Hillerød-hold og spekulerede over det der var sket:

 

Birkerød er klar til Eliterækken ved finalestævnet 2004!

 

Og ja: Det lyder egentlig som en aprilsnar – men det skete altså d. 22. marts!

 

I den anden kamp vandt Helsingør 3½-½ over Nordkalotten, og følger således Birkerød til Elitefinalen.

 

 

Mads Bech Andersen, 2004-04-01