Lars Sletting in Memoriam!

 

                     Fra Alt om Skak 1943

 

Dette lille skrift er samlet til minde om en stor skakspiller og et stort menneske, nemlig Lars Sletting.

 

Følgende beretning har jeg modtaget fra hans datter Birgith Sletting:

 

Lidt CV og skakkarriere

 

Lars Sletting

Født den 8. maj 1907 på gården Sønder Falden, Mylund ved Jerslev i Nordjylland.

 

Som barn lærte han at spille skak af den lokale skolelærer Hr. Rønne, samme lærer blev senere Lars’ brors svigerfar.

 

Spillede skak i skakklub i sine unge år.

 

18 år gammel:

9. 10. april 1925 vandt Lars Påsketurneringen  i Aalborg. Der står på beviset:

Dansk Skakunion.

Ved den af unionens 1.kreds foranstaltede påsketurnering, vundet 1. plads II klasse med 100 point.

 

Spillede i 30’erne i Studenterforeningen i København mens han læste på Landbohøjskolen til cand. agro. Min søster mener at han her vandt et mesterskab, men det kan jeg ikke finde dokumentation for.

 

Flyttede under 2. verdenskrig til Try ved Dronninglund.

Spillede herefter brætskak først i Dronninglund Skakklub og da, den blev nedlagt i Hjallerup Skakklub. Var også formand for klubberne i en periode.

Deltog i mange Påsketurneringer og senere da han gik på pension, deltog han flere gange i sommerskakturnering i Norge. (Vi kan ikke huske om han vandt).

 

Jeg kan huske fra min barndom at unge drenge fra skakklubben kom hjem og spillede med far. Især husker jeg en  Niels Munch, der kom alle de tre år han gik på gymnasiet.

 

Det er også lidt usikkert hvornår han startede med at spille korrespondanceskak.

Måtte kort før sin død give Arne Bjørn Jørgensen remis i korrespondanceskak.

 

11. april 1982 modtog han hæderstegn. Der står på hæderstegnet:

Dansk Skak Unions hæderstegn tildeles hermed Lars Sletting, Hjallerup Skakklub med tak for trofast og dygtig indsats til gavn for skakspillets udbredelse.

 

Skakbrættet stod på hans skrivebord og blev brugt dagligt lige til hans død 84 år gammel, den 28. august 1991.

 

 

Birgith Sletting

April 2004

 

 

Til ovenstående kan jeg supplerer med oplysninger fundet ved opslag i gamle numre af Skakbladet og bogen ’Alt om Skak – for den praktiske spiller’ ved Bjørn Nielsen og Alfred Christensen 1943, samt oplysninger fra Esben Munch.

 

1925                     Vinder af II klasse ved DM i Aalborg

 

1926                     Vinder af det første afholdte Vendsysselmesterskab

 

1933                     Lars blev nr. 3 i det 7. Skakmesterskab for Vendsyssel. Det blev spillet i Hjørring

1935                     Ved det 26. DM påskestævne i København spillede Lars i 1. klasse gruppe 1 og fik 4/7 og blev nr. 8-9. I gruppen var bl.a. H. Enevoldsen, Haagen Hansen, Gotfred Jakobsen og H. Laurberg. De 2 sidstnævnte har jeg spillet mange dyster med i Glostrup Skakklub.

1936                     Ved det 27. DM påskestævne i Herning spillede Lars igen i gruppe 1 og fik 5½/7 og blev nr. 2-3 efter Gotfred Jakobsen. Resultatet betød udnævnelse til Dansk Skakmester. Det var på den tid en fornem titel, som gav adgang til at spille om danmarksmesterskabet i den øverste klasse Mesterklassen, som svarer til vore dages Landsholdsklasse.

 

1937                     Lars spillede ikke med i Mesterklassen om Danmarksmesterskabet, der foregik i Odense. Gotfred scorede 2½/7.

 

1938                     Ved det 29. DM påskestævne i Aalborg spillede Lars i Mesterklassen og fik 4/7 og en 4.-5. plads. Lars vandt bl.a. over Axel Cruusberg og Peter Korning. Dette  parti blev senere bragt i Skakbladet i augustnummeret med Larses kommentarer. Harald Enevoldsen vandt gruppen. Den øverste klasse var nu omdømt til Landsholdsklassen.

 

1939                     Deltog i Aalborg Skakforenings 50-års jubilæumskamp den 29. januar mod et kombineret nordjysk hold på 77 spillere, hvoraf Lars spillede 1. bræt!

 

1939                     Var efter eget udsagn pga. mange afbud tæt på at komme på Olympiadeholdet til Argentina, men havde tabt et par partier, bl.a. til Alfred Christensen 1939.

 

1946                     Han var med til Aron Nimzowitsch begravelse. Sletting spillede skak i ”Studenterforeningen”, og her blev nogle medlemmer mere eller mindre udkommanderet til at møde op til begravelsen, ”for så kom der da nogen”.

 

omk. 1967            Formand for Dronninglund Skakklub

 

1972-75                Spiller en række partier (se databasen), hvor turneringen ikke er nærmere præciseret.

 

 

1973-77                Formand for Dronninglund Skakklub

Fra ’Alt om Skak’

 

1982                     Steen Juul Mortensen uddeler som DSU’s formand Unionens hæderstegn for 7. hovedkreds til Lars med følgende begrundelse: ’Lars Sletting, Hjallerup Skakklub. Har været medlem af DSU siden 1921. Har været medstifter af flere klubber i Vendsyssel. Mangeårigt medlem af Dronninglund Skakklubs bestyrelse, heraf ca. 8 år som formand.

 

Ca. 1982              Æresmedlem i Hjallerup Skakklub.

 

1983-84                Klubmester i Hjallerup Skakklub med maksimum: 16 point i 16 partier!
Se klip fra Alborg Stifttidende pr. 26. april 1984 herom:

                             ..\hjallerup skakklub.pdf

 

1984                     Lars deltager i Veteranklassen i DM i Ålborg, og scorer 2/5. Han vinder over Svend Svendsen, Skolerne! Sigurd Christensen vinder foran Eigil Johansen. (jeg får 3/7 i MM1).

 

                             Deltog i Aalborg Skakforenings koordinerede turnering i efteråret 1984 i 1. klasse.

 

1986                     Min familie er på sommerhusophold i Nordjylland sammet med Birgith, og vi besøger hendes familie. Vi spillede et parti mens, der blev lavet mad. Lars tabte på tid, men vi blev enige om remis, da stillingen var lige. Vi spillede imidlertid videre, og jeg fik fordel og da maden nu var klar, så opgav Lars!

 

1987-91                Vi spillede 3 dobbelt korrespondance matcher, hvor vi havde et hvid og et sort parti. Det sidste parti blev ikke færdigspillet på grund af Lars død, men kortet lå klar på hans skrivebord, og han stor klart bedst. 

 

 

1986-90                Spillede i Aså Skakklub, og var ifølge ”Nyt fra 7. hovedkreds” 4. årgang nr. 1 august 1989 den højest ratede spiller med 1810.

 

 

Her holder Lars tale ved sit barnebarn Thomas konfirmation i september 1991. Datteren Birgith sidder imellem de to.

 

Efter Lars død arvede jeg hans skakmaterialer, herunder den fraragende bog ’Alt om Skak – for den praktiske spiller’ fra 1943 ved Bjørn Nielsen og Alfred Christensen, samt flere indbundne udgaver af Skakbladet. Desuden medfulgte 2 noteringshæfter med 38 af hans partier fra perioden 1930-31 samt nogle få fra perioden 1972-75. Desværre er hans øvrige noteringshæfter gået tabt.

 

Partierne er samlet i denne database. Der er suppleret med vores indbyrdes partier, samt naturligvis glanspartiet mod Peter Korning fra 1938.

 

..\Partier\larssletting.htm

 

 

Hvis nogle har supplerende informationer herunder partier, så er jeg meget interesseret, og dette skrift og partisamlingen vil blive suppleret hermed.

 

Arne Bjørn Jørgensen

Kirsebærlunden 26

3460 Birkerød

e-mail : Birkerod@sol.dk

 

 

Bidrag fra Søren Hauge, Hadsund den 25/5-2004:

 

Jeg er selv lige gået på efterløn efter 34 år som lærer her i Hadsund, og jeg er formand for den lokale skakklub. Fra 1966 -1969 gik jeg på Aalborg Seminarium, og dengang var det skik at de unge lærerstuderende kom i praktik i 5 måneder på en af landsdelens skoler. 1/9 1967 kom jeg altså tilfældigvis til Dronninglund, og da jeg dengang som nu er ivrig skakspiller meldte jeg mig til klubturnering i Dronninglund Skakklub. I Aalborg spillede jeg for Aalborg Skakforening og var lige blevet 1.kl spiller.

Den første jeg mødte i klubben var en myndig midaldrende herre, som præsenterede sig som klubbens formand, og han mente, at vi hellere måtte starte på klubturneringen med det samme. Jeg kendte ham ikke og vidste ikke,
hvor stærk han var. Det blev et ganske spændende parti, som jeg har vedhæftet som worddokument (med i partisamlingen – Arne). Efterhånden lærte jeg ham jo at kende og kom til at sætte stor pris på ham. Han inviterede mig hjem og forærede mig 20 årgange af skakbladet (årgang 1939 - 1959), dermed startede min samling af Skakbladet, som jeg nu har næsten komplet. Men ved årskiftet sluttede mit praktikophold i Dronninglund, og jeg mistede kontakten med L.Sletting Christensen.

 

Jeg hilste senere enkelte gange på ham til skakstævner, men i de senere år var han ikke så aktiv, og klubben i Dronninglund gik i opløsning.

 

 

Bidrag fra Esben Munch, maj 2006:

Lars Sletting Christensen

Jeg blev sammen med min bror Niels medlem af Dronninglund Skakklub i 1971. Dronninglund Skakklub spillede på de tidspunkt i Konditoriets selskabslokaler, der lå på første sal ovenpå en bodega. Når der blev spillet skak, var tobakstågerne meget tætte.  Efter et par timers spil, blev urene stoppet et kvarters tid, da der skulle drikkes kaffe. Senere flyttede klubben lokaler til ”Det gamle Posthus”, vistnok fordi værten på Konditoriet ikke mente, at vi drak nok kaffe, og han dermed ikke tjente nok på os. Men når der var holdkampe, så stoppede man urene efter et par timers spil  og gik i samlet flok over til konditoriet og drak kaffe.

 

Jeg mener, at den første gang jeg så Sletting, som var det navn han var kendt under, var til generalforsamlingen august/september 1972. Han havde ikke vist sig i klubben den foregående sæson, så det forbavsede mig, at han var så kendt blandt de andre spillere og at han spillede en central rolle ved generalforsamlingen.

 

Han var ikke formand for klubben på dette tidspunkt, men han blev det hurtigt igen og vedblev med at være det indtil klubben gik neden om og hjem i 1977. Dronninglund Skakklub var en forholdsvis stærk klub. Selvom den havde problemer med at stille to hold, lå førsteholdet i A-rækken/Mesterrækken. En tilbagevendende bemærkning fra Slettings beretning til generalforsamlingen, var at han var glad for kvaliteten af spillerne, men ikke kvantiteten. Sletting var klubbens stærkeste spiller, dog spillede min bror Niels 1. bræt for klubben i et par år. De to spillede mange partier mod hinanden privat hjemme hos Sletting.

 

I en enkelt sæson underviste han klubbens 4-5 juniorspillere. Jeg kan ikke huske var meget jeg fik ud af det rent skakligt, men han elskede jo at fortælle anekdoter. For eksempel, da han var med til Aron Nimzowitsch begravelse. Sletting spillede skak i ”Studenterforeningen”, og her blev nogle medlemmer mere eller mindre udkommanderet til at møde op til begravelsen, ”for så kom der da nogen”. At han vandt det første Vendsysselmesterskab der blev afholdt, har jeg hørt flere gange, men jeg er ikke helst sikker på årstallet, vistnok 1926.

 

Efter at Dronninglund Skakklub gik ned, gik der et par år før der kom en skakklub i Hjallerup. Her blev Sletting æresmedlem, han blev behandlet som sådan, og han nød det! Han  mødte altid op iført jakke og slips og havde sin faste plads bagerst i lokalet, så han kunne overskue det hele, og så kom modstanderne i klubturnering efter tur. I sæsonen 1983-84 blev han klubmester med maksimum: 16 point i 16 partier! Når klubbens formand skulle træffe en beslutning, for eksempel da jeg skulle tildeles et ratingtal, så blev Sletting lige konsulteret. Ved klubbens juleafslutningen 1983 gennemgik Sletting to af sine egne partier: Et mod Frank Andersen, Sæby, spillet i slutningen af 1970’erne og gevinstpartiet mod P. Korning 1938. Her husker jeg dels kommentarerne til partiet, Sletting vandt pga. sort fiancherede begge sine løbere, hvorved hvid kom først, dels at han sagde, at han pga. mange afbud, havde været tæt på at komme med på Olympiadeholdet til Argentina 1939, men han havde tabt et par partier, blandt andet til Alfred Christensen.

 

Ved DM i Aalborg 1984 deltog han i veteranklassen, selvom han havde besluttet sig for ikke at deltage, men da der var et ulige antal deltagere, fik han en invitation.

 

Esben Munch, maj 2006

Medlem af Dronninglund Skakklub 1971-77

Medlem af Hjallerup Skakklub 1983-84

 

Yderligere bidrag fra Esben Munch, maj 2006:

Jeg har kun et parti jeg har spillet mod Lars. Min overskrift til partiet var Vinterturnering, det er ikke dateret, men det næste er dateret 3/10 1972, så jeg har været 10 år og jeg mistede da også hurtigt en officer og blev sat mat i 20 træk ... det er da vist ikke noget at vise frem.

Jeg fandt vedhæftede udklip fra Aalborg Stiftstidende torsdag den 26/4 1984. Lars fik nu kun 16 point (ud af 16 mulige), og den nævnte bog: "Åbningsspillet i Skak" har jeg endnu, men jeg havde da fuldstændigt glemt at det havde været en præmie.

 

Det er ikke sådan  når man får fat i kassen med gamle skakting - og for rodet op i hukommelsen. Lars deltog i Aalborg Skakforenings koordinerede turnering i efteråret 1984 i 1. klasse (hans navn står i turneringskemaet), og jeg mener at erindre at hans resultat var nævnt under resultater i Skakbladet. Det kan godt være at det var året før at han fik præmie.

Vedrørende klubber så sluttede Lars af med at spille i Aså Skakklub. Geografi: Aså ligger 7 km mod øst og Hjallerup ligger 9 km vest for Dronninglund.

Før jeg begyndte at spille skak igen i 1983 mødte jeg Lars på Dronninglund Bibliotek (hvor han ofte kom for at læse dagens avis), og her gav han udtryk for at han egentlig hellere ville spille Aså Skakklub, der var startet et par år efter den i Hjallerup, men han ville ikke svigte Hjallerup Skakklub. Men det gjorde han et par år efter, da Aså rykkede en række op. Fra 1986 til 1990 spillede han i Aså Skakklub. Han var i følge "Nyt fra 7. hovedkreds" 4. årgang, nr. 1 august 1989 Aså Skakklubs højest ratede spiller med 1810, og i februar 1990 står der, at han tabte i holdturneringen til Kaj Rosell, Aabybro. Jeg mener, at Aså Skakklub led klubdøden i 1990.