Generalforsamling i Rudersdal Skakklub                            Den28. februar 2011 kl. 19:00 på Mantziusgården

REFERAT

 Til stede var 8 medlemmer.

1. Valg af dirigent.
Som dirigent valgtes Preben Auchenberg. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og gav derefter ordet til formanden.

 2. Formandens beretning.
Thomas Bostrup aflagde beretning over årets forløb i klubben. Beretningen vil tilgå medlemmerne på klubbens hjemmeside. Beretningen godkendtes.

 3. Kassererens beretning og fremlæggelse af det reviderede regnskab.
 Jan Thomsen var pga. sygdom ikke til stede. Bent gennemgik på vegne af Jan regnskabet.

Der er et underskud i 2010 som primært skyldes 2 poster. Tilbagebetaling af tilskud fra Rudersdal Kommune samt at kontingent til 8. Hovedkreds overstiger budgettet. Den sidste post har været belastet af personer, der er sivet ud af klubben, og som ikke mere betaler kontingent. Dette er nu bragt på plads. 4 personer er udmeldt.    

Likviditeten er væsentligt formindsket. Dette skyldes underskuddet i 2010, binding af et depositum på 5000 kr. i Sjælsø Skakklub, samt at der er et væsentligt udestående med kontingent der ikke er betalt. Der er behov for og forventning om, at diverse udestående kontingent-tilgodehavender snarligt kommer ind.  Det oplystes, at der er 18 betalende medlemmer tilknyttet klubben.

Der er lidt usikkerhed vedrørende det økonomiske samspil med Sjælsø Skakklub. Vi har ikke en klar viden om f.eks. depositum er uberørt. Nogen afklaring forventes når Sjælsø Skakklub i nærmeste fremtid leverer et regnskab. Derefter vurderes om spillereglerne er klare nok

Ad budget for 2011: Det foreslås at forhøje kontingentet for klubbens seniorer fra 900 til 1.000 kr. årligt.., gældende fra og med indeværende halvår. Dette er en harmonisering med Hørsholm, hvor kontingentet for seniorer er 1000 kr. pr år. Bent G. redegjorde for mindre korrektioner til budget for 2011.

Der er lidt usikkerhed om hvornår man i relation til 8. Hovedkreds er pensionist (Seniormedlem). Samme definition anvendes ved fastlæggelse af kontingent til Rudersdal Skakklub. Se reglerne ifølge DSU hjemmeside herunder. Bemærk anden terminologi.

Det årlige medlemskontingentet for DSU for enkeltmedlemmer udgør:

Børnemedlem (0-14 år) kr. 290,-

Ungdomsmedlem (15-20 år) kr. 460,-

Voksenmedlem (21-64 år) kr. 540,-

Seniormedlem (65-?? år) kr. 460,-

 

Regnskabet blev enstemmigt vedtaget.

4. Indkomne forslag.
Der var ingen indkomne forslag.

5. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
Den i pkt. 3 nævnte kontingentforhøjelse blev enstemmigt vedtaget. Øvrige medlemstyper fortsætter med uændret sats, dvs. for juniorer og pensionister: 650 kr. årligt, og for B-medlemmer og børn: 300 kr. årligt.

6. Valg af formand, kasserer og tre medlemmer til bestyrelsen, samt en eller flere bestyrelsessuppleanter.
Thomas ønskede ikke genvalg og blev takket for udført formandshverv. Som ny formand valgtes Jesper Kristiansen. Som kasserer valgtes Bent Guldborg, og Jan Thomsen blev takket for sin indsats som kasserer. Som tre bestyrelsesmedlemmer valgtes Thomas, Jan og Bent Caspersen. Bestyrelsessuppleanter blev Maj-Britt Andreasen og Preben Auchenberg.

7. Valg af revisor og en suppleant for denne.
 Arne Bjørn Jørgensen valgtes som revisor, og Palle Henriksen som suppleant.

8. Samarbejdsaftale med Hørsholm Skakklub, herunder evaluering af samarbejdet. 
Alle tilstedeværende udtrykte stor tilfredshed med samarbejdet, som det hidtil har udfoldet sig, og generalforsamlingen bakker op om, at en egentlig og praktisk fusion med Hørsholm Skakklub sker, så snart det lader sig gøre. Preben A. ønskede spilletidspunktet diskuteret, og bestyrelsen indleder en dialog med Hørsholm både vedr. spilletidspunkt og harmonisering af klubbernes spilletidspunkt.

Små problemer med det nylig indførte nøglesystem vil blive drøftet med pedellen.

9. Eventuelt. 
Michael Krogh har over for et par bestyrelsesmedlemmer givet udtryk for spændende visioner, som vil involvere klubben. Han opfordres til at fremkomme med mere detaljerede tanker herfor.

 

Referent:

Bent Caspersen

1. marts 2011