INDKALDELSE TIL

 

GENERALFORSAMLING I BIRKERØD SKAKKLUB

D. 23. FEBRUAR 2004 KL 19:30

 

DAGSORDEN:

 

1) Valg af dirigent.

 

2) Formandens beretning

 

3) Kassererens beretning; herunder fremlæggelse af det reviderede regnskab.

 

4) Indkomne forslag:

          Der er ikke indkommet nogen forslag.

 

5) Fastsættelse af kontingent for det kommende år.

- Bestyrelsen foreslår uændret kontingent.

 

6) Valg af formand, kasserer og tre medlemmer til bestyrelsen samt en eller flere bestyrelsessuppleanter.

 

7) Valg af revisor og en suppleant for denne.

 

8) Eventuelt

 


Birkerød Skakklub

Formandens skriftlige beretning

for sæsonen 2003

 

 

Så skal vi til det igen, nu er der atter en ny generalforsamling for Birkerød Skakklub, og det går rigtig godt for vores klub. Vi har medlemsfremgang bl.a. pga. en masse nye børneskakspillere. Så mens vores naboklubber og 8. Hovedkreds oplever medlemsnedgang formår vi især pga. vores aktivitetsniveau at tiltrække nye spillere til klubben.

 

I år startede vi sæsonen op med klubmesterskabet, og der gik ikke lang tid før vi kunne konstatere at vores hidtidige opryknings-/ nedrykningssystem ikke fungerede efter hensigten, hvis klubmesteren skal findes blandt klubbens stærkeste spillere. Hvis f.eks. en eller to af de stærkeste spiller af den ene eller anden grund ikke deltog i klubmesterskabet eller trak sig, have de ikke efterfølgende nok muligheder for at kvalificere sig til næste års klubmesterskab. I efterårsturneringen var der kun en oprykningsplads – men hensigten med gruppe 1 har altid været at de stærkeste spillere skulle spille mod hinanden. Vi var faktisk ude i en hypotetisk situation hvor gruppe 2 kunne være blevet stærkere en gruppe 1. Derfor satte bestyrelsen sig ned og efter et par møder – et udelukkende omkring dette emne, var vi parate med et nyt system for op- og nedrykning i henholdsvis efterårs og forårsturneringen – og jeg tror at vi alle bliver glade for det nye system og at det forhåbentlig minimerer de korte remispartier som vi har haft rigtig mange af.

For at give bestyrelsen en fornemmelse for medlemmernes holdning bør vi overveje en snak om emnet på generalforsamlingen, herunder eksempelvis hvad vi gør, hvis der ikke er tilmeldinger nok til klubturneringen og gruppe 2 viser sig at blive for lille…

 

Selve klubmesterskabet blev i det forløbende år vundet af Jesper Kristiansen som spillede godt og stabilt. TILLYKKE! Jesper kvalificerede sig dermed til at spille på 1.bræt på 1.holdet, hvor han foreløbig har gjort det ganske udmærket i mesterrækken.

Oprykkeren fra gruppe 2 blev Preben Højmark Jensen.

 

Med hensyn til selve afviklingen af klubturneringen synes jeg, at det er sørgeligt, at nogle hellere vil vinde et parti uden kamp (f.eks. hvis man ikke kan nå at afvikle det inden for 14 dage).

Sportslig set bryder jeg mig ikke om, at nogle vinder uden kamp pga. vores regler (indenfor rimelighedens grænser). Vi er her for at SPILLE SKAK – det var i hvert fald meningen.

 

Vi holdt vanlig tro vores sommer afslutning på Bakken, i år var vejret dog ret dårligt så efter maden tog vi hjem til undertegnede, og havde her en stille og rolig hyggelig aften.

 

Efter sommerferien var det så tid til vores "vanlige nedslagtning” af klubmesteren. (Det er noget især de fleste af 1.holdets spiller ynder).

Så Jesper fik sin sag for, men klarede flot uafgjort 7-7!

 

 

Vores fælles turnering med Hørsholm forløb også godt, det er dejligt at klubbens medlemmer får mulighed for at møde andre spillere som spiller lidt anderledes. Jeg tror, at det er godt for vores niveau i klubben, og klubbens medlemmer får justeret deres ratingtal.

Arne Bjørn Jørgensen og Tommy Schmidt delte turneringssejren.

Vi holder fortsat fast i at der ingen præmier er til vinderen, kun at der er øl, vand og kage til alle i sidste runde.

Tak til Morten for hans indsats som turneringsleder ved Birkerød hjemmekampe.

 

Vedrørende juniorskak, har klubben åben hver mandag kl. 16:00 til 18:00 for denne aktivitet under Jørgen Ole’s ledelse. Vi har pt. ca. 11 juniorer, hvilket er rigtig flot. Jørgen Ole gør et kæmpe stykke arbejde for klubben og dens fremtid, men det er meget at have alene. Så jeg vil gerne opfordre jer alle sammen til, at overveje om I har mulighed for at give en hånd med!

Tusind tak for dit store arbejde, Jørgen Ole!

 

Undervisning af klubbens medlemmer, har været muligt takket være Jesper, som hver mandag i en længere periode havde gennemgang af spændende partier. Desværre har interessen været dalende på det sidste, og Jesper overvejer derfor, om det er noget, han fortsat vil bruge sin tid på, da der ligger et kæmpe arbejde i at forberede sig til gennemgangen af partierne.

Tak for indsatsen til Jesper!

 

 

 

MEN ELLERS GIK EFTERÅRET SOM FØLGER:

 

SKAKKENS DAG - sidste lørdag i august:

Hvad skal jeg sige, som vanligt forløb det hele ok, det er dejligt at så mange gider stille op og give en hånd med.

De store brikker var fremme på hovedgaden og de tiltrækker som altid mange mennesker.

Tak til alle som deltog, det er dejligt at så mange gider give en hånd med, ved sådan et PR-arrangement for vores skakklub.

 

EFTERÅRSTURNERING:

Denne blev vundet af Arne foran Lars og undertegnede. Arne viste fint spil turneringen igennem, afgav kun 2 remiser undervejs, fik 6 ud af 7 mulige point. Lars fik samme antal point, nemlig 6 men tabte til Arne på korrektion Dermed blev de to oprykkere til forårets gruppe 1, og kampen om klubmesterskabet, Lars og undertegnede.

Endnu engang tak til Morten for hans ledelse af turneringen.

 

KULTURDAG/NAT

Denne blev afholdt foran biblioteket. Bent C. og hustru havde bagt en fin kage – tak. Og selv om det var i sidste øjeblik lykkedes det at få samlet en del birkerødspillere til at møde frem på selve dagen. Det var dejligt, at I kunne møde frem og give en hånd med, så vi alligevel fik et vellykket arrangement.

Også her var de store skakbrikker fremme og jeg synes vi skal til at overveje på et tidspunkt, om vi skal anskaffe os vores eget, for det giver stor opmærksomhed.

 

SFO-ARRANGEMENT:

Sidste år var vi så heldige, at kommunen godt ville medvirke til sponsering af et skakarrangement for byens unge, og vi nedsatte derfor en styringsgruppe med Jesper som formand, som skulle finde på nogle gode ideer til et sådant arrangement. Gruppen fik lavet et flot arrangement hvor alle SFO’erne i Birkerød blev inviteret til at deltage. SFO’erne skulle så konkurrere mod hinanden – i skak selvfølgelig – alle SFO’erne stillede med et antal 3 mands hold og der blev gået til den. Flere af holdene havde trænet flere uger i forvejen. Det blev ”Regnbuen” der vandt, og fik hermed en lokal tryllekunster til deres SFO.

Det var et meget vellykket arrangement og børnene virkede meget glade for at deltage, forhåbentlig vil dette føre til flere juniorer spiller i vores klub på sigt.

Tusind tak til de mange som gav en hånd med, både i forberedelsen og selve udførelsen af arrangementet.

 

JULEAFSLUTNING.

Her havde vi vores sædvanlige bankoaften og for en gangs skyld var der ikke en enkelt som løb med alle præmierne. Vi fik gløgg og æbleskiver, og da det var Arne som sidste år løb med de fleste præmier, blev han udnævnt til opråber ved bankospillet. Efter dette arrangement, sluttede de tilstedeværende af med en omgang babyskak.

Og jeg vil bestemt mene, at det må være Morten som kvalificerede sig til, at være opråber næste år!

 

POKALTURNERINGEN:

Afvikles som vanligt, Arne bestemmer. I år vandt Lars Laustsen finalen mod Preben Auchenberg.

 

HOLDTURNERINGEN:

Denne er godt i gang!

1. Holdet rykkede sidste år atter op i Mesterrækken, og har gode udsigter til at blive.

2. Holdet gør det igen godt i A-rækken, og

3. Holdet i B-rækken.

 

Til sidst er det bare at sige tak til jer alle for det forgangne år, bl.a. er det dejligt at opleve vores gode klubånd, og at så mange gider give en hånd med ved stævner m.m.

 

Med venlig hilsen

 

Maj-Britt Bech Andersen