8. april 2011

Sondex Cup 2011

Koldings skakklub 'Springeren' slog den første weekend i april dørene op for den flotte weekend-EMT Sondex Cup 2011.  

Turneringen var ualmindeligt velbesøgt og i alt 90 skakspillere fandt vej til turneringen. Fra Sjælsø Skakklub deltog Henrik Andersen og undertegnede.

Rammerne om turneringen i Kolding Uddannelsescenter var perfekte med fine rolige spillelokaler, gode materialer (bræt, brikker og FIDE-ur) samt rigtig gode borde og stole. Der var nærmest en VIP-agtig stemning. Helt perfekt!

Spillestedets kantine var dertil absolut i top.

Henrik var placeret i Basis 2 og spillede en solid turnering med 2½/5 point med en gevinst, et tab og tre remisser. Henriks varemærke er jo at lægge maksimal pres på modstanderen uden angst for dynamiske angrebstræk, der kan bringe stillingen ud af balance og derved øge mulighederne for at afgøre partiet til egen fordel. Undervejs var stillingerne følgelig særdeles komplicerede, og pointhøsten kunne sagtens have været højere.

Jeg spillede selv i Mester 5, som jeg vandt med 3½ point. Inden turneringen besluttede jeg mig for IKKE at kigge på åbningsteori. I stedet studerede jeg bondestrukturer i midtspillet, og det gav pote. I 1. og 3. runde vandt jeg forholdsvist ubesværet mine partier og i 2. runde byttede jeg rundt på to træk i slutspillet og smed en gevinst væk (partiet vil jeg kommentere ved lejlighed).  

Alt i alt en virkelig god oplevelse og en klar anbefaling til klubbens medlemmer til næste års skakplanlægning!

 

Anders Bork Hansen